10 ting at lave på lange køreture

DSC_1351

Sommerferien nærmer sig. Skal du ud og køre langt? Enten i Danmark eller måske til et andet land, så læs med. Da børnene var yngre, kørte vi nærmest altid på bilferie, ofte til Frankrig, Italien eller Thy i Jylland.

Lange køreture er ikke altid lige fedt, derfor kommer vi med 10 ting, som du kan lave på de lange køreture…

  1. Høre lydbøger/podcast. Vi har hørt SÅ mange lydbøger på de lange køreture. Der findes mange forskellige lydbøger på nettet, som man kan downloade. Hvis man mere et til en lydbog på en cd, kan man låne dem på biblioteket. Der findes mange forskellige lydbøger, både til voksne og børn.
  2. Sliklegen. I skiftes til at sige et stykke slik… Det må dog ikke være “en af de store kategorier” (fx vingummi, lakrids), men det skal være en bestemt slags vingummi eller lakrids, fx vingummibamse  og lakridspibe. Hvis man siger en ting, der er blevet sagt før, eller man ikke kan finde på noget, er man ude af runden. Legen kan laves med mange forskellige kategorier, fx dyr, lande og fodboldhold.
  3. Madpakke. Hav en god, lækker madpakke med hjemmefra. Det kan være en madpakke med lidt forskellige snacks, man kan spise i løbet af køreturen. Fx en raw barmusliboller eller disse lækre brød. Minimer sukkerindtaget, så blodsukkeret ikke løber op og ned hele tiden. Husk en skraldepose (det har vi glemt alt for mange gange:))
  4. At man sidder godt. Hvis man sidder ubehageligt, bliver køreturen sjældent helt i top. Sørg derfor for, at alle sidder godt.
  5. Legetøj. Hvis man har yngre børn, er lidt legetøj (og bøger børnene kan kigge i) også en god ting. Så kan de (forhåbentligt) underholde sig selv med deres legetøj.
  6. Se film. Sørg for at have downloadet nogle film på enten ipad/tablet eller telefon. Når først man ser en god film, går tiden hurtigt.
  7. Spil. Udover film, er sjove spil på en ipad/tablet eller telefonen ofte en sikker vinder.
  8. Pauser. Hold pauser, hvor I får udstrakt jer og kan gå lidt rundt. Sørg også for at få luftet ud i bilen, så der ikke bliver helt indelukket.
  9.  Afslapning. Sidde lidt i stilhed og kigge ud af vinduet kan også være rart og afslappende. Man behøver ikke hele tiden lave noget.
  10. Musik. Lav en playliste og hør den sammen i bilen. Vi plejer at finde 5-10 sange hver, og sætte det sammen til en playliste. Så får vi alle hørt de sange, vi godt kan lide.

 

Sommerferien 2016

DSC_0603

Billedet er taget på sidste års sommerferie, som I kan læse om her

Som vi har skrevet et par gange før, er vi en familie, der er meget lang tid om at beslutte, hvor vi skal tage hen på sommerferie. Det er egentlig lidt irriterende, for så kan man “kun” nå at glæde sig i en måned, før man tager afsted – men sådan er det 🙂

Da børnene var yngre, var mormor og farmor ofte med på ferien i en uge. De seneste år har de dog ikke været med. Men, men, men i år tager de med, og er sammen med os en uge, og det bliver mega hyggeligt.

Vi tager til Portugal og Spanien, og vi glæææder os. Vi flyver til Portugal, og lejer en bil og kører til Nordspanien, med farmor og mormor. Vi 7 skal hygge en uge i et hus i Nordspanien. Efter første uge tager farmor og mormor hjem til Danmark, og vi tager videre i Spanien og Portugal.

Det bliver dejligt at få ferie, komme til udlandet, opleve en anden kultur, spise lækker mad vi ikke er vant til, være på stranden, hygge med familien og kunne slappe fuldstændig af.

 

Lækre havrekiks

DSC_1344

Vi har længe gerne ville lave havrekiks, da de smager super godt, og er en sund kiks. Havrekiks er en god snack, når man er lidt sulten, for de mætter en del pga. havregrynene. Forleden købte vi nogle havrekiks i supermarkedet, men mon vi skal købe dem igen? Det er nemlig super let at lave sine egne, og vi synes, at de hjemmebagte havrekiks smager mindst lige så godt – det er i hvert fald ikke sidste gang, at vi skal bage dem.

Da børnene var yngre, spiste vi (næsten) altid eftermiddagsmad sammen, når de var blevet hentet. Dertil vil havrekiksene også være helt optimale.

Hvis man har lyst, kan man tilføje lidt hakkede nødder eller tørrede tranebær i dejen. Det vil bestemt også smage godt. Kiksene er bedst samme dag, som de bages.

DSC_1343Du skal bruge:

  • 125 g havregryn
  • 3 spsk rørsukker
  • 75 g blødt smør
  • 50 g rugmel
  • 50 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1,5 dl mælk
  • Lidt salt

Kom havregryn og smør sammen i en skål, og ælt det så godt som muligt. Tilsæt sukker, bagepulver, salt og mel i skålen og ælt det. Tilsæt til sidst mælken og ælt dejen, så der ikke er nogle smørklumper i. Form dejen til flade kiks (husk de hæver i ovnen). Prik huller i kiksene og bag dem ved 175 grader i ca. 12-15 minutter. Lad kiksene køle af på en rist, så de bliver sprøde.

I juni vil vi…

IMG_2463

Årets første sommermåned er netop skudt i gang – hvor er det skønt! Vi er vilde med vejret. Lange solrige aftener, hvor man kan spise udendørs, er simpelthen så dejligt.

Igår, første dag i juni, spiste vi aftensmad på stranden og fik årets første badetur. Det var rart at komme i vandet, og vi synes faktisk ikke engang, at vandet var så koldt – når man først var kommet i.

I juni vil vi…

  • Besøge vores familie på Fyn. Vi besøger hinanden en weekend 2 gange om året, og det er super hyggeligt.
  • Til Thereses dimission på hendes skole. Det er den dag, hun får sit eksamensbevis og folkeskolen for alvor afsluttes.
  • Vi skal have vore egen bod på et loppemarked. Sidste år havde vi en stand på loppemarked for først gang, og vi synes, at det var overraskende sjovt! Derfor har vi booked en stand igen i år. Loppemarked er sådan et fedt koncept. Vi får ryddet ud, andre mennesker kan få gavn af vores ting, og vi finder måske nogle nye fine ting.
  • Have lange sommeraftener med familien, hvor vi kan spise ude. Sommeraftener, hvor vi griller lækker mad, og måske får en kold drink i haven.
  • Læse nogle bøger i liggestolen i haven.
  • Tage morgenkaffen med til badebroen, hoppe i vandet, og derefter varme sig med kaffen.
  • Lave hyldeblomstsaft og rabarbersaft. To super lækre og sommerlige safte.