Smoothie-bowl

DSC_1568

Efterhånden er smoothie-bowls blevet ret populære. Som ordet siger er en smoothie-bowl “bare” smoothie i en skål med noget lækkert topping. Jeg synes dog, at det at man spiser det fra en skål med en ske gør en stor forskel, i forhold til når jeg drikker smoothie fra et glas. Smoothie-bowls kan laves med alle former for smoothie og topping, dette er blot et forslag, som du kan variere til din smag.

Som jeg skrev her, er jeg ret vild med noget friskt og varmt til morgenmad. Smoothie-bowl er dog ikke varmt (tværtimod), men dejligt friskt og en god start på dagen.

DSC_1570Du skal bruge:

  • 1 banan (gerne frossen)
  • 200 g blandet frosne bær
  • 2 dl mælk
  • 4 spsk havregryn
  • En tsk honning (kan undlades)
  • Lidt citronsaft

Blend alle ingredienserne godt sammen i en blender til konsistensen er lækker og cremet. Hæld smoothien i en skål og pynt med hvad du synes. Jeg pyntede med chiafrø, gojibær, banan i skiver og friske blåbær.

Love-Moment

IMG_3258

Noglegange får jeg et love-moment. Hvor det går op for mig, hvor højt jeg elsker en (eller flere personer) og hvor vigtige og betydningsfulde, de er for mig.

For få minutters siden tikkede der en besked og et billede ind (på vores familiechat) af min far, som bager hotdogsbrød (MEGET sjældent at han bager. Måske 1 gang om året?). Og så fik jeg et love-moment til min familie. Altså mine forældre og brødre.

Min familie er de bedste, sødeste og sjoveste. Jeg elsker dem simpelthen så højt.

Det har været hårdt at starte på gymnasiet. At starte inde i København hvor der er “gang i den” og møde så mange nye mennesker, og få mange nye indtryk. Det er en helt, helt anden hverdag, jeg er startet på. Før gik jeg i den folkeskole, som jeg har gået i, i 10 år i min lille by. Jeg synes, at det er hårdt at starte et helt nyt sted, hvor jeg ingen kender (udover min storebror, som går i 2.g). Men når jeg kommer hjem, og ikke har haft en fantastisk dag, er min familie de bedste! De gør mig i godt humør, de gør mig glade.

Min familie er på så mange måder mit forbillede. Både min familie i samlet flok, men bestemt også hver og en af dem.

En lille love-moment hilsen herfra. Nu vil jeg gå nedenunder og spise aftensmad, for vi skal have grillet hotdogs med hjemmelavet hotdogsbrød til aftensmad – lækkert.

 

 

Hjemmebagt foccaciabrød

DSC_1356

Hjemmebagt foccaciabrød er et af yndlingsbrødene herhjemme. Det var min bedstefar, der startede med at bage det og servere det til familien, og vi var vilde med det. Derfor er vi selv begyndt at bage det, dog med nogle ændringer i opskriften.

Mor eller jeg bager ofte et foccaciabrød, hvis vi skal have gæster, og brød vil passe godt til middagen. Da det ikke er et kedeligt og tørt brød, men derimod smagfuldt og lækkert brød. Når vi har haft gæster og har lidt focacciabrød tilovers, tager jeg det ofte med i madpakken, hvilket har været meget lækkert. I kan finde opskriften på foccaciaboller her.

DSC_1357Du skal bruge:

  • 700 g hvedemel
  • 300 g grahamsmel
  • 6,5 dl vand
  • 1 dl olivenolie
  • 20 g gær
  • 20 g salt
  • 4-5 kviste friskt rosmarin

Bland vand og olivenolie i en skål og rør gæren ud.Tilsæt hvedemel, grahamsmel og ælt dejen sammen (i hånden: 10 minutter. På røremaskine: først 3 minutter på lav hastighed, derefter 7 minutter på fuld hastighed). Lad dejen hæve i 3 timer, ved stuetemperatur.

Smør en ovnbradepande med olivenolie og fordel dejen i bradepanden, så dejen fylder det hele. Hæld lidt olivenolie over, drys med salt, og kom rosmarin på. Tryk i brødet med fingrene, så der kommer fordybninger i brødet. Bag brødet ved 220 grader i 25 minutter.

Focacciaboller – perfekt til madpakken

DSC_1387

Da vi var på sommerferie, bagte jeg disse focacciaboller til en frokostsnack. I haven ved det hus vi havde lejet, var der nogle store rosmarinbuske – derfor besluttede jeg mig for at bage lidt til de andre, og de var vilde med det.

Disse focacciaboller vil være super lækre at have med i madpakken, da de kan spises uden noget i og ikke behøver at komme i køleskabet. Jeg skal i hvert fald bage nogle, som jeg kan tage med til frokost.

DSC_1386Du skal bruge:

  • 350 g hvedemel
  • 150 g grahamsmel
  • 25 g gær
  • 3-3,5 dl vand
  • 0,5 dl olivenolie
  • 10 g salt
  • 2-3 kviste frisk rosmarin

Bland vand og olivenolie sammen og rør gæren ud i. Tilsæt hvedemel, grahamsmel og salt og ælt det godt sammen. (I hånden: 5-7 minutter. Røremaskine: 2 minutter lav hastighed, 3 minutter fuld hastighed). Lad dejen hæve 1 time ved stuetemperatur.

Form dejen til boller og kom lidt olie, salt og rosmarin på hver. Bag bollerne ved 200 grader i ca 20 minutter.

Lækker morgenmad med chiafrø

IMG_3644

Nu begynder skolen snart. Det vil sige tidligt op og knap så lange morgener. Jeg starter på gymnasiet i 1.g på onsdag, og jeg glæder mig helt vildt meget. Tror aldrig jeg har glædet mig så meget til at komme i skole. Men det bliver så spændende at starte et nyt sted, og møde mange nye mennesker. Et nyt kapitel begynder, og jeg kan ikke vente med at åbne det.

Engang spiste jeg altid havregryn med cornflakes og mælk til morgenmad. Men efter at have spist det hver morgen i så mange år, var jeg nødt til at spise noget andet, for jeg kunne simpelthen ikke længere klemme det ned. Nu spiser jeg ofte havregrød med revet æble i og lidt kanelsukker på toppen. Til tider laver jeg mig en chiagrød, men nu har jeg fundet denne lækre “morgenmadsret”, så mon ikke jeg begynder at lave den noget oftere?

IMG_3645Du skal bruge:

  • 1,5 dl vand
  • 2 spsk chiafrø
  • 1/2 vaniljepulver
  • 3 dl neutral skyr
  • Friske eller frosne jordbær
  • Evt. 1 spsk agavesirup
  • Lidt kokos

Kom chiafrø og vand i en beholder aftenen inden.

Bland chiafrø-massen og skyr sammen. Tilføj vaniljepulver og evt. agavesirup og rør det hele sammen. Friske jordbær: Mos dem med en gaffel. Frosne jordbær: Kom kogt vand over dem og mos dem derefter med en gaffel.

Kom jordbærmosen i bunden af et glas og kom derefter chia-skyr blandingen i. Drys tilsidst lidt kokos over.